Dyr i haven

Høns i haven på en vinterdag

Jeg er så glad for at have høns i haven – selv på en kold vinterdag. Det er en fantastisk følelse at have favnen fuld af halm, når jeg går ned til Hønseslottet, imens vinden blæser i træerne. Ja det er lykken for mig.

Det lyder måske fint og flot, men faktisk er mit hønsehus købt brugt til den lille sum af 500 kr. men jeg er lykkelig for at det fungerer. Min have er en ganske almindelig villahave, så det er ikke noget særligt. Men i min have trives drømmene og dem er der rigeligt af.

Det er fantastisk at have høns i haven, for det tvinger mig i haven selv på en kold blæsende dag. Jeg skal lige forbi og kikke til de fire skønne madammer. Engang imellem har jeg lidt rester med fra køleskabet, de elsker pasta, vindruer, gammelt brød osv. Det er sjovt at se en høne nyde et stykke pasta, som ellers skulle havne i skraldespanden. De er så taknemlige for besøg!

Det er nemt at have høns, selv om det er vinter – det kræver faktisk ikke det store arbejde.  Jeg smutter selvfølgelig altid forbi med vand og korn, det er blevet en naturlig del af min hverdag i haven. Men derudover har jeg kun 5 vigtige arbejdsopgaver jeg skal igennem, for at blive klar til vinteren.

 

 

 De 5 vigtigste arbejdsopgaver – inden vinteren kommer

 

  • Jeg renser altid hønsehuset i bund, sådan virkelig i BUND inden vinteren. Alt skal renses godt, så vintersæsonen kan blive god. På den måde har jeg altid raske høns der stor-trives.
  • Jeg bruger rigeligt med Hemexcide, spåner og halm i redekasserne og på gulvet. De små høns skal altså have det godt… Kender du ikke Hemexcide, det er et produkt der holder utøj væk. Prøv at google det.
  • Smid rigeligt med halm, hvis der er et overdækket areal udenfor. På den måde kan hønsene ligge lunt udenfor og nyde det frie liv.
  • Jeg sætter altid en varmeplade under hønsenes vand, så vandet ikke kan fryse til is. På den måde går de aldrig og mangler vand. Det er nemt og virker.
  • Engang imellem sætter jeg en lyskæde op indenfor i hønsehuset, det hygger og kan endda forlænge sæsonen hvor de lægger æg! Men i år har jeg valgt at give mine høns en pause, så de kan få lov til at være hyggehøns hele vinteren. Ingen æg, men massere af trivsel.

 

Det giver masser af trivsel i haven når man har høns, også selv om de ikke ligger æg året rundt. Hvis man vælger at have dværg Orpington i sin have, får man nogle godmodige, skønne, rolige høns som sjældent flyver.

Jeg er så småt ved at være klar til vinteren og ikke mindst jul. Selv om jeg savner en sommerdag i haven sammen med mine høns  – som på billedet herunder.

 

cph garden award