Få flere planter i haven

Dyrkning af dahlia i krukker – har du prøvet det?

Dahlia blomster – er der noget smukkere? Jeg syntes de er fantastiske i haven i august måned. Jeg elsker at lave skønne buketter gennem sommeren og det giver en fantastisk følelse at kunne plukke store buketter fra sin egen have.

Dyrkning af dahlia i krukker er faktisk utrolig nemt. Når jeg har plantet dem i mine krukker i foråret, så har jeg faktisk rigelige blomster til at plukke af helt ind til efteråret.  Så jeg plukker mange buketter lige nu. Blomsterne er så fine til at stå alene i en lille vase, men de er også rigtig skønne i en større buket som denne i min nye vase fra Nordahl. Er den ikke fin?

 

Dahlia – Cafe au lait.

 

Gitts perfection

 

Foxy Lady

 

 

Dyrkning af Dahlia i krukker

Rigtig mange spørger mig hvordan jeg får mine dahlia knolde til at blive til store planter med smukke blomster og  det er faktisk ret nemt. Men der er må ting som er gode at vide:

 

  • Køb dahlia knoldene i foråret.
  • Vær opmærksom på at knolden ikke kan tåle frost.
  • Hvis du har et drivhus eller et andet lyst og varmt sted, kan man med fordel opstarte planterne der i April måned.
  • Plant knolden i en lille potte med jord. Husk at knolden ikke skal have for meget jord over sig dvs. plant den ikke for dybt, jeg planter omkring 5 cm dybt.
  • Vand potten og efter noget tid begynder knolden at spire.
  • Vent til at den ligner en plante dvs. den har fået grønne blade, derefter planter du den i en blivende krukke.
  • Placerer krukken på en solplet på terassen. De elsker nemlig varme og sol.
  • Snegle elsker også dahlia, derfor behold dem i krukker på terrassen. Det er bedst – men det er bare min erfaring.
  • Husk at vande og gøde gennem sommeren. Jeg gøder med sådan nogle små gødningstabletter, det er nemt og passer derfor til mig.  De virker i 5-6 måneder, dvs. jeg gøder kun en gang med pillerne hele sommeren igennem. Det er de her – langtidsvirkende gødningstabletter.
  • Inden frosten kommer (omkring oktober) så tømmer jeg krukken og toppen klippes af knolden. Derefter lægges knolden til tørre, på en lys og tør FROSTFRI plet.
  • Når knolden er næsten tør så opbevarer jeg dem i kælderen på en rist, som er i et mørkt frostfrit rum – så de igen er klar til foråret!

 

 

Forresten var jeg i sommers forbi Danfoss Universe smukke Dahliapark, de har 5000 dahlia løg fordelt på 550 sorter! Det er en vild oplevelse at gå blandt så mange smukke sorter på et sted og de fleste har endda navneskilte på. Det er i øvrigt Nordens største Dahliahave og du kan læse mere om parken her.