Kom med

Kom med ud og se en spændende have

Hvis du elsker at blive inspireret, så kender jeg en have du skal besøge. Haven åbner op for første gang nogensinde og jeg kan godt love dig at det er en spændende have. I haven er der et træ-drivhus, lækre vilde bede, køkkenhave, skønne belægninger og meget andet.

Hvis du aldrig har besøgt en “åben have” så vil jeg opfordre dig til at springe ud i det – selv om det kan være lidt mærkeligt at prøve første gang. For man besøger en have, hvor man ikke kender ejeren og som regel heller ikke kommer til det. Men det er nemlig lige det som er det fine, da man får en oplevelse udover det sædvanlige. Jeg syntes det kan minde om at gå på kunstudstilling, det er en oplevelse – der er noget kan man lide og noget bryder man sig mindre om. Men så forholder man sig til kunsten og får en mening. Sådan er det også at besøge en privat have – man får en oplevelse og bliver mere bevidst om hvad man selv kan lide.

Haven som du kan besøge, ligger i en kolonihave-forening, men haven kunne faktisk ligge enhvert andet sted, da den er Anne Just inspireret. Grethe og Michael som har valgt at åbne deres have op, elsker at dele deres passion med andre.

Invitation til åben have:

 

Åben have d. 20. August 2017 fra kl. 11.30 – 16.30

Entre 20 kr. incl kaffe og lidt sødt

Havens adresse: Fritiden 47, 9210 Aalborg SØ

Jeg har faktisk selv haft mange gode stunder i haven, da det nemlig er min mor og stedfar der ejer kolonihaven. De er også optaget af at skabe uderum og oplevelser i deres have. Jeg kan godt love at der er masser af inspiration til haven, uanset om du mangler ideer til terrassen, drivhuset, køkkenhaven, rækkehuset eller andet sted.

Det er fantastisk at komme ud og se andres haver og som regel må man gerne tage billeder – så det er nemmere at huske de små detaljer, når man er hjemme i sin egen have. I denne have må du meget gerne tage billeder, tage en kop kaffe på bænken og opleve havens stemning.

Det er skønt at kunne dele sin passion.