Den spiselige have, Opskrifter

Opskrift – småkager med rosmarin fra haven

opskrift

Det er nogle småkager der gør indtryk,  for jeg har modtaget mails og beskeder på Instagram som aldrig før. Rigtig mange vil nemlig gerne have opskriften på småkagerne, som jeg havde bagt i forbindelse med vores åben have. Det er en nem opskrift og jeg har ikke selv opfundet den. Jeg ved desværre ikke hvem der oprindeligt har opfundet den, så derfor kan jeg ikke linke til vedkomne. Men derfor kan jeg jo godt give den videre.

Her i haven er det den småkage som vi serverer til åben have, da den er frisk og nem at lave. Jeg elsker at kunne bruge havens krydderurter i køkkenet.

Nå men tilbage til det, det hele handler om; nemlig opskriften på de skønneste citron småkager!

 

Opskrift på citron småkager

Dej:

150 g. smør

150 g. rørsukker

50 g. flormelis

1 æg

skal af 2 økologiske citroner

2 stilke rosmarin – eller mere

250 g. hvedemel

2 tsk. bagepulver

1 kniv spids salt

 

Pisk stuetemperede smør med sukker og flormelis, indtil det er lyst og cremet. Tilsæt derefter æg og pisk. Vask og riv skallen fint. Hak derefter rosmarin småt. Bland mel, bagepulver, salt sammen og vend det sammen med citronskal og rosmarin. Rør dejen og tril den til pølser. Pak dejen ind med bagepapir og sæt den på køl i minimum 2 timer.

Skær dejen ud i tynde skiver og bag kagerne ved 190 grader (varmluft)  i ca. 10 minutter.