Forår i haven

Marts måned – der er en masse der skal gøres i haven

Lad os bare se det i øjnene – der er en masse der skal gøres i haven i marts måned, hvis man skal være klar når haven folder sig ud. For nogle kommer det som en overraskelse, at man skal være igang allerede nu. Men jeg har travlt, rigtig travlt – både ude i haven og inde i mine vindueskarme.

Jeg har lavet en lille “to – do liste” til dig der er ny i haveverden, da der er mange der har efterspurgt sådan en. For hvad kan man egentlig gå igang med der ude?

Der er nemlig rigtig mange ting…


 

Dahliaknolde

Kom igang med dine Dahlia knolde. Få dem hentet frem fra kælderen eller hvis du aldrig har prøvet det -køb nogle. Jeg har en metode som virker for mig, så mon ikke den også virker for dig?

Dahlia knolde lægges til forspiring i potter med dejlig jord over. Husk jorden skal kun ligge i et tyndt lag over planten. Jeg vander dem og sætter dem i drivhuset på et bord.

De tåler jo ikke frost, så sæt de mindre potter i en kapilærkasse eller andet som isolere – potter/ hundetæpper/ hvad du nu har. Potterne overdækkes med tynd fiberdug, som holder på varmen og lader solen trænge igennem i dagstimere.

Mine knolde er allerede begyndt at spire! Fiberdug kan købes på planteskolen og byggemarkeder.

Stauder og roser

Det er nu de visne stauder i havens bede skal væk, så stauderne kan blive til lækre planter. Så frem med riven! Når man alligevel er igang så smid rosengødning. Ja det er allerede nu roserne skal gødes for første gang. Det regner en del den kommende måned, så det er perfekt at smide gødningen nu.

 

Kartofler

Det er nu at kartoflerne skal ligges i vindueskarmen så de kan forspire, hvis du altså skal have kartofler i din have. Jeg har haft mine til forspiring i nogle uger og igår sat jeg dem i jorden i nogle PotatoPot spande. Jeg har brugt disse spande i nogle år og det fungerer godt for mig.

Hvis du ikke kender spandene så prøv at google det, de kan købes i de fleste byggemarkeder og plantecentre.

Jeg smider PotatoPot spandene i drivhuset med fiberdug over, så de kan stille og roligt kan udvikle sig og blive til lækre kartofler. Når det bliver varmere i vejret så kommer de til at stå udenfor.

De kartofler man selv laver smager bare bedre.

 

Køkkenhaven

Min køkkenhave består af nogle højbede lavet af pallerammer. Jeg har fjernet de gamle blade og tilføjet en masse god jord. Jorden har jeg købt i plantesække, det er nemt.

Nu står køkkenhaven klar, senere skal der sættes salat, rødbeder og andre lækre krydderurter. Men først når vejret bliver varmere.

 

Så nogle frø

Er du ikke kommet med på bølgen endnu? Du kan sagtens nå det. Jeg har sået over 1000 frø og mine vindueskarme bugner. Jeg glæder mig til at få dem ud i orangeriet om nogle uger, da de fylder!

Men det giver en fantastisk glæde at se frø blive til store sunde planter – også selvom det kun er basilikum man har sået.

 

Kaffe i solen

Den første kaffe i drivhuset, orangeriet eller på terrassen er fantastisk. Derfor nyder jeg den ekstra meget.

Det er en vigtig “to do” på listen!

 

 

Fik du deltaget i min konkurrence? Du kan nå det endnu, jeg trækker nemlig først en vinder d. 27.3 2017 kl. 11.00. Konkurrencen finder du HER